Onsdag den 8. juli 2020

Det nyvaskede tøj havde hængt og dampet af natten over, så der var lidt, der skulle samles sammen inden afgang.

Vi kørte fra hotellet klokken lidt over 10. Det korte indtryk vi fik af byen, var ret positivt og vi vil egentlig gerne tilbage og udforske det igen på et senere tidspunkt. Det vil formentlig kunne klares på et par dage, så det vil skulle ske i forbindelse med eller i kombination med at vi besøger andre steder også.

Vi satte kursen mod Baden-Baden, der blandt andet er kendt som en wellness- og kurby.

På vejen kørte vi i bjerge og kom igennem områder med stor træproduktion. Jonas fik lov til at bruge sine bjergkørsels-skillz en smule på de ret så stejle stigninger.

Mange steder var der en meget smuk udsigt til skov og bjerge.

Vi nåede Baden-Baden-Baden-Baden omkring klokken 13.30. Flere af butikkerne holdt middagspause på dette tidspunkt – ligesom i resten af Sydeuropa. Termometeret i bilen sagde da også 29 grader. Det føltes dog ikke helt sådan, men måske nærmere som 26 grader. Med andre ord var klimaet ret behageligt (måske endnu bedre taget i betragtning af at meldingerne hjemmefra siger regn, blæst og 13 grader)

Vi fandt et sted at spise frokost og gik derefter en lille runde i byen. Frokosten var naturligvis ledsaget af lokal hvidvin.

Vi gik blandt andet op og så de romerske, termiske bade. Dog kun udefra, da der var lukket. Om det skyldtes Corona-restriktioner eller noget andet, var vi ikke helt sikre på. Vi gik tilbage af hovedstrøget, hvor flere af butikkerne var åbnet i mellem tiden. Vi kiggede ind i et par af dem, men det blev kun ved det.

Jonas havde spottet en dessertcafé/iscafé på vej den anden vej, hvor han havde fået øje på en jordbærtærte, som maven nu kaldte på.

 Iscaféer har vi forresten set mange andre steder og der serveres STORE isdesserter.

Vi bestilte hver et stykke kage og en iskaffe. Vi havde bare ikke lige overvejet, at en iskaffe kunne betyder andet end cold-brew eller en kop kaffe med isterninger i.

I hvert fald kom damen med to store glas med tre kugler is med kaffe over toppet med flødeskum og vaffel.

Så blev sukkerdepoterne ellers fyldt op.

Vi trillede tilbage til bilen.

Selvom Baden-Baden også er en turistby, er det på en anden måde end Füssen. Baden-Baden kunne sagtens udforskes mere ved senere lejlighed også.

Det var blevet overskyet og de lidt tunge skyer blev hængende hele ture fra Baden-Baden og til Heidelberg, hvor vi var fremme ved 19-tiden.

Til vores (læs: Signes) store glæde var der badekar på værelset, hvilket vi ikke har haft siden  dag #1 i Wittenberg.

Den sidste del af køreturen (eller var det måske blodsukkeret, der var styrtdykket) havde taget lidt hårdt på Jonas, som var den, der hoppede i karret.

Signe fandt et lille supermarked nede ad gaden og købte noget rugbrød, frugt, lidt ost og pølse, som kunne veje en lille smule op for de kaloriemæssige udskejelser.

Resten af aftenen gik med redigering af rejsedagbog og planlægning morgendagen.

Dagens etape