Torsdag den 9. juli 2020
Det er lidt bøvlet med parkering her. I de fleste byer er der en grænse på to timers parkering – selvom det er betalingsparkering. Ved hotellet gælder det også mellem kl. 8 og 19. Heldigvis har planen hele tiden været at bruge Heidelberg som base til at køre ud fra.
Vækkeuret ringede derfor, så vi kunne gå ned og trække en p-billet. Jonas gik derned, men havde glemt bilnøglen og måtte tilbage på værelset. Da han kom ned til bilen stod der en parkeringsvagt. Jonas nåede dog at trykke på bilnøglen, så bilen blinkede og låste op. Han slap derfor med et “Guten Morgen”.
Vi fik gjort os klar og spist morgenmad. Formiddagen stod på vin.
Vi kørte sydpå i et kvarters tid, hvor vi drejede ind på en vingård.
Her købte vi den første kasse hvidvin.
Næste stop var et vinudsalg 10 minutters kørsel derfra, hvor de, efter at have spurgt til, hvad vi kan lide, uden videre diskede op med fem forskellige flasker, vi kunne smage. Her drog vi afsted med næsten to kasser.
Det sidste vinudsalg i det her område åbnede først klokken 15. Vi kørte derfor en halv times tid nordpå.
Allerede her begyndte der at tegne sig et billede af, hvilke druer vi primært bringer med tilbage over grænsen: Grauer Burgunder. Vel det tyske svar på Pinot Grigio og Sauvignon Blanc
Her drejede vi ind til den fineste gårdbutik, hvor der gik høns ved parkeringspladsen og der var både æble og valnøddetræer. De solgte frugt, grønt, hjemmebagte kager, likør og selvfølgelig vin (Max Jäck). Likør ser vi i øvrigt også ret ofte, især frugtlikør, men det er endnu ikke et område vi er begyndt at udforske.
Vi fandt tre slags vin vi godt kunne lide og kunne nu supplere samlingen i bagagerummet med endnu en kasse. Vi købte også en stor bakke hindbær og et par abrikoser. Begge dele smagte absolut himmelsk. Vi skal klart have flere bær.
Vi kørte videre mod Heppenheim, men stoppede lige i et vinudsalg, hvorefter vi kunne lægge den femte kasse vin i bagagerummet sammen med en enkelt Eiswein.
.
Vi fandt parkering i Heppenheim og gik på udkig efter frokost. Den gamle bydel var meget fin!
Desværre var der kun en enkelt restaurant ud af tre, der var åben, så udsigten til at få et bord udenfor her, var ikke helt til at gennemskue.
Efter frokosten kørte tilbage til Heidelberg. Turen var tilstrækkelig lang til at Jonas kunne nå en morfar på passagersædet.
Vi fandt en parkeringsplads ikke så langt fra Sloss Heidelberg, som havde en imponerende have og udsigt.
Selve slottet var nogle steder mest ruin. I hvert fald de yderste murer.
Slot Slot slot
I en kælder i slotsgården lå Deutche Apotheken-Museum, hvor vi så en masse forskellige eksempler på urter, dyr, dyrehorn og endda menneskekranier, der har været brugt til lindring og helbredelse.
Det der måske er mest særligt ved Sloss Heidelberg er, at man her finder verdens største vintønde (Grosses Fass). Den kan indeholde 228.000 liter og er bygget af 130 egestammer. I dag indeholder tønden dog kun luft.
Asiaternes butikker har nogle knapt så heldige navne…
Nu var det Signes tur til en morfar, og Jonas benyttede lejligheden til at se sig lidt om i området og ellers bare pille navle.
Vi gik en tur langs med floden og op til Alte Brücke, som er 200 meter lang. Aftenen var meget lun, men heldigvis luftede det.
Aftentur
Aftensmaden blev vietnamesisk på hovedstrøget, som vi fulgte tilbage. Der var mange butikker, som jo havde lukket for dagen, så det blev udelukkende til vindueskiggeri.