Vi overlevede natten i teltet med nød og næppe, Signe frøs – meget – Det bliver alt andet lige lidt køligere, når man overnatter på toppen af en bakke (ca. 400 meter over havets overflade), når solen ikke står på, heldigvis var vores telt slået op i skygge, så det blev ikke for varmt tidligt om morgenen, så vi kunne sove helt til kl. 10, dog afbrudt af en fugl der synes den skulle vække resten af skoven kl. 04.35. Omkring samme tidspunkt, et sted mellem kl. 04.16 og kl. 05.45, besluttede Signe, at hendes mulige deltagelse i en ekspedition med Sirius patruljen fra nu af var afskrevet. Det er også godt at kunne begrænse sig.
Vi kom op og fik ordnet det fornødne og drog mod “byen” for at finde noget at spise.
Byen består i øvrigt af 3 restauranter, 1 tankstation, 1 rådhus, 2 frisører, og 2 borgruiner med tilhørende café.
Klokken var dog nu passeret morgenmadstid, hvorfor vi hoppede direkte på en frokost. Signe indtog noget Spießbraten – en art roulade af svinekød og masser sovs, og Jonas en Zigeunerschnitzel, begge retter akkompagneret af brasede kartofler med drys af bacon og lille salat. Det der med bacon på de brasede kartofler, skriver vi os bag øret.
Efter maden satte vi retningen mod førnævnte borgruiner, der lå omtrent 200 meter væk i fugleflugtslinje, men den reelle afstand var nok nærmere i retningen af 1½km i kuperet terræn.
Oberburg, som er den øverst beliggende og ældste af de 2, er måske den ældste vi har set på turen. Der er optegnelser, der nævner borgen fra før år 1000. Efter at have været oppe i tårnet og nydt udsigten lidt, sikrede vi os, at vi havde set det fra alle mulige vinkler (naturligvis).
Vi gik mod Niederburg ned ad bjergsiden ad smalle stier med stejle skåninger på alle sider. Nede i slugten slangede en lille bæk sig ind imellem de 2 borge, hvor flere sad på tæpper og holdt en fredelig picnic.
Der var lidt mere gang i den foran Niederburg. Det vil sige, at der var en lille café, toiletter og en butik med diverse ridderkostumer og træsværd til børn.
At komme ind på borgens område var bedre end juleaften for Jonas. Ingen mursten fik lov at undslippe hans opmærksomhed. Det er næsten underligt, at Jonas ikke har med bygninger og/eller sten/mursten at gøre til daglig. Det kan selvfølgelig nås endnu. Da han næsten faldt i svime over, hvordan man tydeligt kunne se at lagene i bjerget som borgen var bygget på(tektoniske plader og skifferlag) gik i forskellige retninger, var Signes tålmodighed brugt op, og vi kunne bevæge os videre rundt for at ende i Niederburgs tårn, hvor vi kunne nyde udsigten igen fra en anden vinkel.
Vi var blevet tørstige og gik derfor hen på caféen på den anden side af vejen. Tilfældet ville, at de her serverede ret så indbydende kager. Udover lidt at drikke blev det derfor også til et stykke kage. Vi sad og hang lidt og slappede af i solen.
Som altid, når vi forlader et serveringssted, sørger vi for at tisse af. For at komme til toilettet her, blev man ført ned i kælderen. Her viste sig også at være et mindre udsalg af gamle dåser, porcelæn og andre fine gamle ting. Signe fandt blandt andet en sovsekande, som kommer med hjem. Der var også et whisky-rum, hvor der formentlig afholdes smagninger. Her var hylderne fyldte med et imponerende udvalg af alverdens whiskyer. Kommer man forbi Niederburg, er caféen på den anden side af vejen klart et besøg værd.
I stedet for at tage den asfalterede vej, som biler, motorcykler og cykler benytter til at komme op ad bjerget til Manderscheid, fandt vi en lille trappe, der gik op til en lille sti. Inden kom vi dog lidt på afveje, hvor Jonas først mente, at vi skulle krydse bækken via stenene. Han vendte dog om og undgik heldigvis våde fødder.
Vi fandt tilbage til trappen og nu gik det igen op, op, op. Vi blev enige om at stigningen var mere stejl end den vi tog i Füssen og så var stien også væsentlig smallere.
Da vi nåede, hvor vi havde spist frokost, var det midt i en open air-koncert i en åben, offentlig have – en blæser-kvintet spillede noget Mendelssohn og de spillede smukt.
Den fik vi et par minutter med af, inden vi fortsatte kursen mod et supermarked for at købe noget brød. Vi havde en klar forestilling om at det lå tættere på end det lige umiddelbart gjorde. Da vi var nået halvvejs, kom vi i tanke om at det var søndag og tjekkede derfor via Google om supermarkedet mon var åbent. Klokken var næsten 18 og vi var trods alt lidt ude på Lars Tyndskids (eller hvad han hedder i Tyskland) Marker. Google informerede om at der var lukket, så vi vendte altså om igen. Aftensmaden blev derfor en döner i stedet.
Nu var Signes hoved fyldt, og hun lagde sig derfor på en af luftmadrasserne på græsset i solen foran teltet, da vi kom tilbage. Her lå hun med tegneserien Maus i en times tid.
Herefter gik vi ned til campingpladsens Hotspot for at foretage bookninger af turens sidste overnatninger og for at uploade rejsedagbog.
Der er af uransagelige årsager helt afsindig dårlig internetdækning på telefonerne og muligvis også dårligt mobilsignal i store dele af området, i hvert fald den del af Rheinland-Pfalz vi har besøgt, inklusiv på campingpladsen.
