Dag #12: Heidelberg – Cocham – Eifel/Manderscheid

Lørdag den 11. juli 2020

Det tog lidt længere tid at pakke sammen end de andre gange. Det kan ikke afvises at noget af det skyldtes at der skulle findes plads til de ekstra indkøb, og at Fiestaen nu skal trække et par ekstra kilo glas og væske.

Dækkene skulle lige have et skud luft.

Vi kører stadig mod vest, men vender også så småt snuden mod nord. På vejen skulle vi også lige forbi gårdbutikken med hindbær, hvor vi var i forgårs. Desværre var der ikke hindbær i dag, så det blev til køre-blåbær i stedet. Og heldigvis var der også abrikoser😋

Klokken var derfor også blevet godt op ad formiddagen inden vi ramte motorvejen.

På et tidspunkt nåede vi til Rhinen, hvor vi holdt ind til siden for at spise vores frokost ud til den store flod.

Herfra kørte vi midt i det smukkeste landskab med floden på vores venstre side.

Den ene borg (/slot) efter den anden viste sig på toppen af bjergene på begge sider af vandet og vinen stod i snorlige rækker både langs med og op ad skrænterne.

Der er ret imponerende at man langs med Rhinen og Mosel har drysset slotte og borge ud over landskabet på samme måde som vi i Danmark hælder krymmel på softice.

Men det viser også at det historisk set har været en meget rig region og en vigtig handelsrute hvor man har været i stand til at opkræve ikke uvæsentlige mængder told og skatter fra dem der fragtede varer op og ned af floderne.

Næste stop var (I gætter det aldrig) et slot – nemlig Reichburg Cochem.

Google Maps ledte os lidt på afveje, da den ville have os til at køre op ad den menneskefyldte gågade. Vi fandt i stedet parkering og gik op, op, op efter at være gået igennem et større menneskemylder og en ret turistet by (lidt som de meget turistede charterbyer).

Da vi nåede op til slottet var der en time til den næste guidede tur. Ventetiden slog vi ihjel med en øl og en kage og en tur rundt i slotsgården på egen hånd. Kage er i øvrigt noget de ret godt kan finde ud af i Tyskland. Det giver pludselig mening hvorfor man i Sønderjylland har ladet sig inspirere af det tyske i kagebordet.

Guiden begyndte turen på tysk, men da der kun var et par ud af fire, der forstod tysk skiftede hun over i engelsk, selvom vi havde fået et dansk eksemplar af en beskrivelse af rummene. Det hjalp selvfølgelig på oplevelsen at vi ikke skulle stå med øjnene på et stykke papir.

Det var en spændende historie og nogle imponerende rum. Og så var det væsentlig større, end det vi så i går.

Da vi kom ned fra slottet havde vi problemer med at få internet på telefonerne, så det tog lidt før vi fik en rute vi kunne køre efter.

Vi havde booket to overnatninger på en campingplads, hvor vi skulle sove i vores medbragte telt.

Oprindelig var tanken med at medbringe teltet at det kunne bruges som nødløsning, hvis vi ikke kunne få booket overnatning. Det har vist sig ikke at være noget problem, men det er også en relativ dyr løsning, når der kommer parkeringsafgifter oveni. Med alle de indtryk, der har været indtil nu, har måske især Signe brug for lidt ro og en dag, hvor der ikke behøver at ske det store. Derfor virkede det som en god idé at gøre noget andet. Vi fandt et sted på ruten, som var Naturcamping. Vi har ikke forstand på camping, men da der var et billede af en borg på bookingsiden, havde Jonas besluttet sig.

Det var virkelig midt i naturen og på toppen af et bjerg, så temperaturen er lidt lavere. Det lader også til at de mennesker, der er på Naturcamping, ikke går ekstremt op i luksus og komfort. Men børnene løb glade rundt og legede og de voksne hilste pænt, så stemningen var rar.

Vi fik slået teltet op og pustet luft i luftmadrasserne. Så krydsede vi fingre for at teltet stod i skygge for morgensolen og kørte ned i den nærmeste by for at spise.

Da vi kom tilbage til campingpladsen puttede Signe sig i soveposen, imens Jonas gik ud for at udforske pladsen.