Søndag den 5. juli 2020
Vi pakkede sammen, spiste morgenmad på værelset og smurte madpakker. Vi forlod hotellet kl. halv ti og satte kurs mod Füssen via landevej. Landskabet var fortsat relativt fladt, men efter en times kørsel kunne vi begynde at se bjerge i horisonten – fine Toblerone-toppe med sne på – og pludselig kom der også en større stigning. Herfra blev det mere bakket igen. Fiestaen klarer akkurat stigningerne, men det er tydeligt, at de, der måtte ligge bag os, har lidt flere hestekrafter.
Vi fandt vores hostel i Füssen, da vi ankom ved 12-tiden, men der var ikke nogen i receptionen før kl. 16, så vi kørte en tur på “stranden”, hvor vi slog tiden ihjel med at spise madpakker, apfelstrodel mit sahne, spille kort, kigge ud over søen og et enkelt dyp blev det også til.
Da vi havde checket in og sat vores ting på værelset, gik vi en tur op og så vandfaldet, hvor vi spiste en is/toast. Füssen ligger ved Zugspitze som er Tysklands højeste bjerg, og slottet i byen er en gammel fæstning der kan dateres tilbage til 1100 tallet og senere udbygget. Det er opført som forsvarsværk i forbindelse med en romersk handelsrute der krydser floden. Floden har også været livsnærven for senere industri, herunder en stor tekstilfabrik.
På vej tilbage slog vi et smut omkring et af slottene.
Når man kommer lige fra München, hvor de fleste bygninger er sirligt dekoreret med diverse udsmykninger og udskåren ornamentering, er det interessant at se, hvordan udsmykningen på mange af bygningerne her – også slottene – er påført disse dekorationer med maling/tegning.
Fint er det alligevel, selvom det næsten kommer til at fremstå som en teaterkulisse. På vejen ud, kiggede vi gennem et hul i en port, hvor Signe spottede en hindbærplante, som vi så fandt vej til.
Herefter gik jagten ind på aftensmad. Det tager os gerne lidt tid at finde ud af hvad maven egentlig trænger til og så finde det helt rigtige match også. Det kan godt tage mange skridt.
På vejen blev vi antastet af en ældre mand på scooter, der lignede én der godt kunne lide øl. Han insisterede på, at vi skulle gå op på den nærmeste bjergtop, hvor man, hvorfra hvor vi stod, kunne se tre store kors. Derfra ville vi kunne se fem slotte, sagde han. Vi takkede for tippet og et øjeblik senere, kunne vi høre ham give samme tale til nogle andre turister. Signe var overbevist om, at manden havde skumle bagtanker med at lokke så mange irriterende turister i en fælde, for så at spærre dem inde i et pandekagehus. Det skal lige siges, at selvom det er Corona-tid og der tydeligvis ikke er nær så mange turister i byen som der er plads til, så er der stadig flest turister på gaderne. Der er fyldt med overnatningssteder, så det er ikke usandsynligt at nogle af de lokale, må være trætte af turismen.
Nå, vi fandt en wienerschnitzel mit pommes, men Jonas kunne ikke helt slippe mandens tip. Efter lidt overtalelse, fik han Signe med på idéen, men da klokken var 20.15 og solen ville gå ned kl. 21.15, skulle det gå lidt hurtigt. Vi strøg tilbage til værelset og skiftede sko og hentede lidt koldt at drikke. Vi havde set kirken, hvor stien begyndte, på vej op til vandfaldet. Herfra gik det op, op, op i 18 minutter. Det gav associationer til første sommer ved Como sidste år. På vejen var der flere kapeller og andre kristne skulpturer/monomenter.
Pludselig var vi der og på toppen af det hele, var der rigtig nok en smuk udsigt over søer, Füssen og slottene (og ingen skumle, sultne mænd). Her kunne vi så stå og drikke en øl/danskvand, imens vi så solen gå ned.
Vi skulle nå ned inden det blev mørkt, og inden vi blev ædt af myg. Men hov, hvad var det? Det var da sørme skovjordbær, så dessert blev det også til i dag.
Vi var smurt med djungleolie, men de tyske myg kan åbenbart ikke forstå svensk anti-myggemiddel.
