Onsdag den 15. juli 2020
Om det var den lidt længere køretur i går eller fordi vi der er ved at være fyldt op med indtryk, ved vi ikke sikre på (det er nok mest det sidste), men sløve var vi i hvert fald hele dagen. Alligevel var vi på farten kl. 10.30.
Vi var blevet tippet om, at en havnerundfart var en god idé. Vi fandt noget der lignede en havnerundfart på Google Maps, men da vi nåede frem, var der ikke noget, der lignede en havnerundfart.
Vi gik lidt længere og fandt en sø, hvor der var noget der lignede noget rundfart på pågældende sø, men det var jo ikke det vi havde tænkt.
Vi var i et område med butikker og besluttede derfor at udskyde havnerundfarten til om eftermiddagen og i stedet kigge på butikker.
Da vi gerne ville kigge på noget forskelligt, besluttede vi at skilles i en times tid.
Da vi mødtes igen, var det ved at være tid til frokost. Da vi jo skulle på havnerundfart, gik vi i den retning. Vi fik dog drejet for meget til venstre på et tidspunkt og endte i Hafencity, som var havnedokker og frihavnsområde med pakhuse, men nu indgår som en del af Europas største byudviklingsprojekt, som forventes færdigt i 2025.
Det mindede lidt om Ørestad og Nordhavn. Jonas har ikke mange pæne ord at sige om området (der er jo ingen gamle mursten), bortset fra at koncerthuset er rimelig spektakulært. Vi kom forbi ligesom de havde vinduespudser.
Vi fandt noget frokost. Da vi var færdige med at spise, var klokken 15.30 og vores skridttællere var allerede langt over 10.000 skridt. Jonas fik overtalt Signe til at hoppe på et el-løbehjul, som er ligeså udbredte i alle større byer i Tyskland, som i Danmark. El-cykler er de også vældig glade for. Cykelkulturen er virkelig anderledes. Det virker som om, at cyklerne for fortrinsret både på vejene og på fortovene.
På el-løbehjul var vi hurtigt fremme ved den rigtige havn og havnerundfart. Vi tog den store båd, hvor man kunne købe en øl og fik den bedste plads. Turen var guidet – på tysk, men lidt af meningen fik vi da opsnappet. Solen skinnede, og det var rart bare at kunne sidde og slappe af i en time.
Da vi stod af båden, gik vi ned i den gamle Elbtunnel fra 1911. På den anden side af tunnelen tog vi en kort pause for så at gå tilbage igen.
Signe ville gerne se lidt nærmere på området St. Pauli og gik på Punker-spotting. Det lykkedes kun at spotte omkring fem stykker, hvilket var en smule skuffende. Endnu mere skuffende var det, at den eneste af de fem med en farvet (grøn) hanekam hørte tysk schlager på sin smartphone. Der var dog en del lidt ældre, der godt kunne ligne, at de havde en fortid som punkere, hvilket var en formildende omstændighed.
Jonas ville gerne gå ned ad hele Reberbahn, så vi gik et stykke den modsatte vej af, hvad vi skulle, og begyndte fra en ende af. Med stor overvægt af barer og stripklubber blandt forretningerne levede det fuldstændig op til forventningerne. Da vi var ved at nå slutningen af Reberbahn lå der en lille plads, hvor der var streetfood-lignende barer og enkelte madboder. Her tog vi endnu et lille hvil, inden Jonas igen fik ovebevist Signe om at hoppe på et el-løbehjul.
Vi trillede til Hauptbahnhof og gik det sidste stykke til hotellet, hvor vi satte vores småindkøb, som vi havde gjort i løbet af dagen og hurtigt skiftede en T-shirt.
På nettet havde vi fundet en vietnamesisk-restaurant, der lå halvanden kilometer fra hotellet – den modsatte vej end vi ellers var gået. Da vi var nået omkring halvvejs, faldt det os ind at tjekke om restauranten var åben. Klokken var 21, og den var lige akkurat lukket. Vi gik derfor en ny vej og endte i et nyt kvarter med masser restauranter og caféer.
Tilfældet ville, at vi satte os på en restaurant, der primært serverede Flammkuchen, som vi endnu ikke havde fået, men var på listen over, hvad vi skulle prøve på turen. Et andet tilfælde var, at den ene ejer, havde boet i Hirtshals, da han var barn, og derfor forstod dansk, men ikke talte det. Samme ejer var meget passioneret omkring vin og lod os smage forskellige, indtil vi var tilfredse. En vej til Jonas’ hjerte går gennem vin, og vejen er nemmere, hvis du ikke er fedtet med den.
Vi var færdige med at spise, og Signe var meget træt, men Jonas havde stadig ikke smagt en Riesling. Vi spurgte derfor pænt, om vi kunne få et glas med i en Take-away kop. Det indvilligede de i, men endte med at insistere på, at Jonas fik det i et vinglas, som vi bare kunne stille foran restauranten den kommende dag.
Er det nødvendigt at indskyde, at Jonas var en glad mand, da vi gik hjem?
Da vi nåede til hotellet, havde vi rundet 30.000 skridt, og fødderne var meget trætte. På en eller anden måde minder det, om den dag på vores ferie til Malaga for to år siden, hvor vi om morgenen blev enige om ikke at gå så meget, og vi også kom op på de 30.000.
Tilbage